Pandekagesten

Efter en roligere nat var vi igen på farten. Meget tæt på, hvor vi boede, lå der en størreklippe formation, der var blevet døbt "The Pancake Rocks".
Det var blevet lavet en fin walkway ud til klipperne, hvor man gik omkranset af tæt buskads - og chikaderne brølede omkring en.
Klipperne havde fået deres navn efter de mange forskellige lag de bestod af - de lignede uendelige stakke af pandekager, der lå oven på hinanden. Vejret, der havde været bragende godt dagen før, var stadig ok - selvom der ind imellem var nogle faretruende mørke skyer.

Vi var kommet ind i en god rutine med at køre et par timer om morgenen, mens Nanja var frisk og i godt humør. Når hun begyndte at brokke sig stoppede vi autocamperen på et smukt, øde sted (dem er der masser af i NZ) og spiste forkost. Her kunne Nanja løbe sig et par turer, finde muslingeskaller eller kaste sten i havet eller i vandløb. Så passede det med, at hun fik sin dyne og sut, når vi kørte videre og sov, mens vi kørte endnu 2 timers tid. På den måde kunne vi køre ca 4 timer uden (alt for meget) brok fra den lille.
I dag blev hun endda ekstra forkælet, da hun opdagede en McDonalds vi kørte forbi - og hun fik overtalt hele familien til at droppe den planlagte frokost og istedet bytte bjergkæderne og vandløbene ud med McDonalds legeland... Ak, ja... :-)

Dagens endestation var Franz Joseph gletcheren - eller rettere byen for foden af det bjerg, hvor gletcheren ligger. Ved foden af bjerget var der masser af frodig, grøn regnskov, men ikke deroppe på bjerget et sted lå en af verdens største gletchere. Hernede kunne det dog være lidt svært at se.
I løbet af dagen var det nemlig begyndt at regne og der var kommet godt med tåge og dis - så vi kunne slet ikke se toppen af bjergkæderne...
Vi håbede på at vejret ville klare meget op i løbet af natten - så vi kunne tage en helikoptertur op til gletcheren, men som vejret var nu, ville det vist kræve et mindre mirakel. Alle eftermiddagens flyvninger var blevet aflyst.

Vi lejede en hytte med to soveværelser, som hhv. Thea og vi tog - mens Jannik og Cecilie sov i autocamperet (som holdt parkeret lige foran hytten).
Nu var der ikke andet at gøre, end at krydse fingre og håbe på bedre vejr.

David